Reallife stories

25.11.2012 af: PIXI PR Kategori: Family , ,

Nu er det snart tid til en ægte update, der ikke kun viser billeder af gaver, ting jeg har købt, oldschool billeder af mine drenge og spons.

Fade-in: To eks-kollegaer fra mediebranchen kysser hinanden for første gang i København… Klip: De er nyforelsket og bor i et studio i London.. Klip: To forældre halser rundt i manegen fyldt med pligter og lister. Fade-out.

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan det er at være tre måneder henne i et morliv med to børn. Den ene er en særdeles livlig dreng på snart 2,5 år og den anden er en nuttet tyk dreng på tre måneder. De er begge ønskebørn og vi syntes, at det var så smart at få dem relativt tæt på hinanden. Men det er ikke helt for børn at gøre sådan. Det er et liv, der består af to voksne og to børn, der forsøger at navigere i kombinationen af lidt søvn, nye roller, forsøg på at skærme lillebror, korte lunter og utroligt mange ”nej’er” på en dag. Det er vi alle ret trætte af at høre på, og vi er nu der, hvor vi forsøger at ryste posen og prøve at finde en facon, der er tålelig for os alle. Har du prøvet at stå og råbe af din to-årige søn “at han skal tage sig sammen/er irriterende /opfører sig dumt”, så ved du, at det gør en ret så ked af det bagefter, for man ved godt, at det hverken er en særlig pædagogisk eller voksen strategi. Vi skal jo, som de såkaldte ressourcestærke voksne forældre vi er, mobilisere alt det overskud vi kan finde, og forsøge at sætte os ind i en to-årigs tankegang og behov. Han har mistet sin position som familiens enehersker, han ved ikke, hvordan han skal lege og kontakte hans højtelskede lillebror, der ikke kan tage imod biler og stormfulde kram og han har aldrig bedt om familieforøgelse.

Nogengange er det bare så svært at have overskud til at være ti skridt foran og svare på tusinde spørgsmål om alt mellem himmel og jord, samtidigt med at man bliver hevet i ærmet, forsøger at amme, skal tage flyverdragter af to børn, der bliver slatne i det øjeblik tøjet skal af eller på, et barn græder, pastaen koger over og man prøver at få fryse grønsagerne til at se spændende ud.

Vores hjem er ikke rent, der er 1000 ting på to-do listen og der er meget langt til et helt færdigt hus, da vi købte et håndværkertilbud og bestemt ikke er håndværkere. Vi er endt i provinsen i nordsjælland - så langt væk, at du næsten ikke kan komme mere nordpå – og vi er stadigt i tvivl, om vi nogensinde holder op med at savne København og bylivet. Vi elsker at være i vores nye by,  men hold op, hvor vi savner det liv vi havde før med cafeer, smutture til andre storbyer, byliv, kulturliv og sidst men ikke mindst – rådighed over egen frihed.

Vi ved, at det til en vis grad kommer tilbage, og vi er midt i enhver families ret kritiske periode. Vi tager ofte stilling til nye muligheder som endnu et udlandophold, et nyt job eller en anden forandring. Men hold da op hvor vi også elsker vores liv og vores drenge, så meget at det er omdrejningspunktet for hvert et åndedræt.

4 thoughts on “Reallife stories

  1. Åh, hvor kan jeg dog nikke genkendende til jeres hverdag :/ Engang imellem kunne man godt ønske at storebror, var blot et år ældre, så han bedre kunne forstå… Men man lærer heldigvis at navigere sig igennem og kan kun sige, at alene-kvalitetstid med den store er godt givet ud ;)

    Kh. Stinne, mor til Frederik på knap 3 år og Fie på 13 måneder

    • Tror verden ser lysere ud, når jeg ikke er oppe tre gange om natten og mini vokser ud af fasen hvor han intet kan. Men der opstår jo altid gode og dårlige faser, problemstillingerne ændrer karakter og vi kan som forældre se frem til et helt liv med familiemønstrer på godt og ondt!

    • Tillykke med familieforøgelsen! Det er dejligt, trods alt. Det er jo en særlig størrelse, hvor man er døden nær af træthed samtidighed at man elsker dem så meget, at man vil gå gennem ild og vand for dem. Man kan nærmest få tunnelsyn af træthed, og det der med, at barn nr. 2 næsten ikke ændrer hverdagen er jo løgn. I hvert fald i min familie. Også selvom nr. to er super nem og trives uden de store kriser. Kriserne opstår jo ikke når man har en-til-en samvær.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

behind

sarah-profil2013

Sarah Kirkemann, PR Manager

33-årig Fru og mor til Alvin (2010) og Villum (2012). Cand. mag. i Medievidenskab og Digital Kommunikation og er derudover uddannet indenfor Fashion Journalism, Fashion Promotion og Art Direction fra Central Saint Martins College of Art & Design i London. Besidder visuel fortællelyst og skriver om livsstil, mode og bolig.

Skærmbillede 2013-10-18 kl. 20.01.19

Jeg bidrager til

Mondays-living-cover

Jeg bidrager i

bolgiciouslookbook-cover

Jeg bidrager i

image